Hjernen og hukommelse

Nogle gange sker det, at man hører en sang som man ikke har hørt i flere år, men alligevel kan man huske hele teksten til sangen. Det kan overraske en, hvor meget der egentlig ligger gemt i hjernen, og som kun tages i brug sjælendt eller måske endda aldrig. Uge 11 er hjerneuge, og i år er temaet "Hjernen og hukommelse". Derfor har vi regnet på, hvor mange sange man kan have lagret i hjernen, og det viser sig faktisk, at hjernens kapacitet er mere end nok til at lagre sangtekster til alle sange i hele verden!

Hvor meget lagringsplads har hjernen?

Man har fundet ud af, at hjernen har kapacitet til at lagre 1 petabyte data, hvilket betyder 1.000.000.000.000.000 byte data. For at få en fornemmelse for hvor meget det er, kan vi sammenligne det med en mobiltelefon, der typisk kunne lagre 32 gigabyte, altså 32.000.000.000 byte. Vi kan regne ud, hvor mange gange mere plads der er i hjernen, end i en 32 GB telefon:

$$ \frac{1000000000000000}{32000000000}=31250$$

Hjernen har altså mere end 31 tusind gange mere lagringsplads, end en 32 GB telefon.

Hvor mange sangtekster er der plads til i hjernen?

Nu ved vi hvor meget plads der er i hjernen, og nu vil vi gerne finde ud af, hvor mange sangtekster, der kan lagres. Et teksttegn svarer til 1 byte når det skal lagres. Vi regner med at en sangtekst typisk er cirka 1400 tegn, så der skal altså bruges 1400 byte for at lagre teksten. Nu kan vi regne ud, hvor mange sangtekster af 1400 tegn, der er plads til i hjernen:

$$ \frac{1000000000000000}{1400}=714285714300$$

Der er plads til mere end 700.000.000.000 sangtekster i hjernen, altså 700 milliarder! Det er svært at sige præcis hvor mange sange der findes i verden, men på streamingtjenesten Spotify er der 15 millioner, så man ville kunne lagre alle sangene fra Spotify næsten 50.000 gange.

Selvom hjernen teknisk set har kapaciteten til at lagre så mange sangtekster, betyder det ikke, at det kan lade sig gøre i praksis. Ligesom man heller ikke kan bruge alle de 32 GB i en telefon, fordi styresystemet fylder meget. Det ville være umuligt at bruge hele hjernens kapacitet på sangtekster. Så ville der jo ikke være plads til navne, minder, sprog osv. Men det kan måske forklare, hvorfor man nogle gange kan huske teksten til sange, som man ikke har hørt i mange år.

Kilder

https://naturlidenskab.dk/2016/01/26/din-hjerne-lagrer-mere-information-end-internettet/

Har du et spørgsmål, du vil stille om Hjernen og hukommelse? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!