Spil
Spil er en oplagt mulighed for at arbejde med matematik derhjemme. Når dit barn spiller et spil, sker der flere positive ting med dit barns læring. Udover at dit barn lærer at vente på sin egen tur og får oplevelser med det at vinde og tabe, så lærer dit barn også ting, som kan bruges i matematik.
Der er mange spil, der indeholder matematik helt naturligt. Det er ikke meningen, at du som forælder skal stræbe efter at få matematikken frem. Det er vigtigt, at det bliver hyggeligt at spille - og ikke kommer til at føles som en skoleopgave. Listen herunder indeholder nogle eksempler, men du eller dit barn kender sikkert nogle oplagte spil, vi ikke har fået med på listen.
Terningespil
I matematikundervisningen i skolen bruger man tit terninger, når der skal arbejdes med sandsynlighed og chance - derfor er det en stor fordel for dit barn, hvis de tidligere har brugt terninger. Når I spiller et spil med terninger, får dit barn en fornemmelse for ting, der indebærer tilfældighed. Dit barn opdager, at man ikke får en 6’er hver gang, man kaster en terning og at nogle kombinationer virker mere sjældne end andre.
Når I spiller terningespil derhjemme, så få dit barn til selv at udregne sine point. På den måde træner dit barn små regnestykker og at genkende øjentallet på terningerne.
For et barn i indskolingen er det en stor fordel, hvis de kan genkende en 5’er og ikke er nødt til at tælle prikkerne (øjnene).
På mellemtrinnet og i udskolingen kan dit barn med fordel øve sig i at se smarte måder at lægge øjnene sammen på. Hvis du fx har slået 5, 6, 5, 4 og 3, så vil det for de fleste være nemmest at starte med 5+5=10 og derefter 6+4=10 og til sidst tilføje 3’eren. Det kræver masser af træning at se de ’smarte regnestykker’ først, så giv endelig dit barn god tid.
Eksempler på terningespil:
- 30 (Niveau: Fra omkring 1. klasse)
- Yatzy (Niveau: Alle klassetrin)
- 10.000 (Niveau: Fra omkring 3.-9. klasse)
Kortspil
Ligesom med terninger, bruger mange matematiklærere kortspil i undervisningen, når der skal arbejdes med sandsynlighed og chance. Igen er det en fordel for dit barn, hvis de har stiftet bekendtskab med et kortspils opbygning inden. Fx skal de vide, hvad de 4 kulører hedder, hvor mange kort der er i hver kulør, hvor mange kort der er af hver slags og hvor mange kort der er i alt.
Hvis det er nyt for dit barn at spille kort, så start med at spille Krig og Fisk. Her får dit barn trænet at kigge på tallene på kortene - og får en fornemmelse af, at der er 4 af hver slags. Når I spiller Krig, så lad dit barn selv fortælle, hvilket kort der er højest. Brug fx spørgsmål som ’Hvilken har det største tal?’ og ’Hvilket tal er det højeste?’ - på den måde bliver dit barn også trænet i begreberne ’størst’ og ’højest’.
For de større børn skal man selv lade dem udregne deres point. På den måde får de trænet at løse små regnestykker og tælle point på en hensigtsmæssig måde.
Eksempler på kortspil:
- Krig (Niveau: 0.-4. klasse)
- Fisk (Niveau: 0.-4. klasse)
- 31 (Niveau: 1.-4. klasse)
- Casino (Niveau: 3.-9. klasse)
- 500 (Niveau: 3.-9. klasse)
Brætspil
Når man spiller brætspil, er der oftest et element af strategi - det er altid god træning for dit barn at skulle tænke over, hvad der er smart at gøre. Derudover er der mange brætspil, hvor man også skal bruge en terning (se ovenfor), hvilket er god træning for dit barn.
Alle brætspil, der indeholder tal og penge på den ene eller anden måde, er gode til at træne især regning. Som nævnt ovenfor så lad dit barn selv regne ud, hvor mange penge de har/skal give tilbage/betale osv. Det tager måske lidt længere tid, men det er til gengæld god træning - og du må selvfølgelig gerne hjælpe.
Der findes så mange forskellige brætspil, at det er nærmest umuligt at lave en liste, men vi vil dog alligevel nævne nogle af de klassiske herunder. Bare husk, at alle spil hvor der indgår tal er god træning for dit barn ift. at skulle sætte tal i rigtig rækkefølge, vurdere hvilke tal der er størst osv.
Eksempler på brætspil:
Rummikub
Hvor er matematikken i spillet?
Man skal kunne lægge tallene sammen og sørge for, at de giver 30, når man starter sin tur. Man skal også lægge alle pointene sammen i slutningen af en runde. Derudover giver spillet mulighed for god træning i overblik ift. at flytte rundt på brikkerne på hensigtsmæssige måder. Man skal have det i hovedet, før man begynder at flytte rundt - og det er rigtig god træning for dit barn.
Niveau: 0.-9. klasse. På de yngste klassetrin kan man lade være at spille med point, men kun spille med, at pladen skal tømmes.
Triominos
Hvor er matematikken i spillet?
Brikkerne indeholder tal, så der er et naturligt element af matematik. Der er også en del regnearbejde ift. pointgivning. Derudover er det god træning for dit barn at skulle danne sig overblik over, om en given brik kan passe, hvis man drejer den rundt - eller om en brik til mange point overhovedet findes. Tallene sidder nemlig ikke i tilfældig rækkefølge på brikkerne, så det er ikke alle kombinationer, der findes. Det giver både træning i at se systematikken, men også rumlig forståelse, når man vender og drejer brikkerne.
Niveau: 0.-9. klasse. På de yngste klassetrin er det dog nok forældrene, der skal tælle point sammen, eller også skal I slet ikke spille med point, men kun spille med at komme først af med brikkerne.
Matador/Monopoly
Hvor er matematikken i spillet?
Pengedelen af Matador/Monopoly fylder rigtig meget. Der er masser af træning i at betale og give tilbage på andres betalinger.
Derudover er der noget sandsynlighed ift., hvad det er sandsynligt, man lander på. Man kan også spille med, at der er auktion om grundene, hvor man skal vurdere, hvor meget man vil byde/satse.
Niveau: 2.-9. klasse.
Sequence
Hvor er matematikken i spillet?
Spillet indeholder kort, der er nyttige for børn at stifte bekendtskab med (se længere oppe). Derudover er det god træning for dit barn er finde systemet på pladen ift. hvor de enkelte kort er placeret. Det giver også god rumlig træning, at dit barn skal vurdere, hvor de skal placere en brik, for at det kan danne 5 på linje.
Niveau: 1.-9. klasse.
Labyrint
Hvor er matematikken i spillet?
Dit barn skal forudse, hvad der sker, når de laver et skub med rykkebrikken. Det giver god rumlig træning, samtidig med at dit barn bliver trænet i at have flere ting i hovedet på en gang. Jo længere dit barn kan forudse et skubs konsekvenser, jo bedre klarer de sig i spillet.
Niveau: 0.-6. klasse.
Hvem er hvem?
Hvor er matematikken i spillet?
Det er god træning for dit barn at kunne vurdere, hvilke spørgsmål der er smart at stille hvornår - ligesom det er nyttigt at skulle vurdere, hvad der skal lægges ned, når modstanderen har svaret enten ’ja’ eller ’nej’. Dit barns logiske sans bliver i høj grad stimuleret, og denne logiske sans er altid en fordel i matematikundervisningen.
Niveau: 0.-9. klasse. I de ældre klasser, kan man spille med, at man skal gætte to personer på en gang. På den måde skal dit barn huske noget allerede given information i hovedet, da man ikke kan lægge brikker ned ved hvert spørgsmål.