Logo design

Vores hverdag er fyldt med logoer. De er overalt, og vi er så vant til dem i vores hverdag, at vi ikke altid tænker så meget over, hvordan de er lavet, og at de bygger på geometri. Vi er heller ikke altid bevidste om den tid og planlægning, der ofte er brugt på at designe det enkelte logo, og hvorfor det ser ud præcist som det gør.

Geometri og design

Geometriske figurer bruges til at lave et skarpt og nemt aflæseligt logo. Hvis du lægger mærke til det, kan du finde geometriske former i de fleste logoer. Et logo skal være hurtigt at genkende og nemt at aflæse - både tæt på (f.eks. i en reklame på en telefon) og langt væk (f.eks. på en bygning).

Når en grafiker designer logoer, bygger grafikeren det ofte op ved hjælp af et grid. Det er et hjælpemiddel til at gøre arbejdet mere overskueligt og holde styr på detaljerne. Griddet bruges også, når grafikere designer hjemmesider, bøger og flyers. Grids hjælper grafikeren med geometrien, spejlinger, symmetri, proportioner, overblik og systematik.

At arbejde med logoer i praksis

Et foldet grid i papir skaber et effektivt og overskueligt system, der giver lige hjælpelinjer, som man kan bygge efter. De foldede hjælpelinjer bliver mindre synlige, end hvis man tegner streger med en blyant. Når man folder grids af papir træner man omhyggelighed og præcision, finmotorik og rumlig forståelse. Man får en kropslig og taktil fornemmelse for størrelser og geometri ved at folde griddet selv.

Anvendelsen af hjælpemidler medvirker til at skabe et bedre logo. I kreativ matematik handler det om at udvælge og øve brugen af de fysiske værktøjer, som passer til det logo, der skal skabes. Kendskabet til og erfaringer med geometriske figurer udvides, når der arbejdes med logoer. 

Prøv selv

På følgende side kan du se, hvordan man kan arbejde kreativt med grids og geometri ved at designe egne logoer.