6. Hvor er skibet nu?
Du har nu sejlet i flere døgn, og du er godt på vej! Da du nærmer dig Californiens kyst, går skibets GPS desværre ud. Du har derfor brug for at finde og indtegne skibets nuværende position på et søkort for at navigere skibet sikkert i havn.
Du skal starte med at se videoen.
Søkort
Man får rigtige mange detaljer oplyst i et søkort. Man har f.eks. markeret punkter, som er let genkendelige fra et skib. Det kan være fyr, kirketårne, høje master, markante bakker eller lignende. De er markeret i søkortet med deres nøjagtige position. Fyrene er også markeret med oplysning om, hvordan de lyser. Det kan for eksempel være lysets farve eller FL4s, der betyder, at fyret blinker (flash) én gang på 4 sekunder. På den måde kan du se forskel på fyrene i mørke. Du skal nu navigere ud fra de to fyr, der er markeret med pile. Som du kan se, blinker de forskelligt.
Når vi navigerer, bruger vi ikke et normalt koordinatsystem, men bredde- og længdegrader. Dem kan du aflæse langs kanten af søkortet og i hjørnerne øverst til højre og nederst til venstre. Husk at der går 60 bueminutter (60') på 1 grad.
Matematik du kan bruge
Du har brug for at vide noget om skæringspunkter mellem rette linjer, vinkler og kompas for at markere og aflæse din position på søkortet.
Skæringspunkter
Et skæringspunkt er det sted, hvor to eller flere linjer skærer hinanden. Lige præcis skæringspunktet har den egenskab, at det ligger på begge linjer.
Kompas og søkort
Når man bruger et søkort, er retningen opad mod nord, og det er er 0º. Mod øst (East) er retningen vinkelret på nord, altså 90º. Mod syd har vi 180º, og mod vest (West) 270º. Det kan ses på kompasset her.
Eksempel med brug af kompasset
På skibet kender vi ikke vores position, fordi GPS'en er gået i stykker. Med vores kompas kan vi måle retningen til de to fyrtårne, som vi kan genkende både i søkortet og i virkeligheden.
Vi forestiller os, at vi kan se fyret Catalina Harbor Light FL4s. Vi vender vores kompas mod nord, og måler med kompasset, at fyret er i retningen 60º. Det er vinklen mellem nord og den retning vi kan se fyret i.
Nu lægger vi vores kompas ovenpå søkortet, så dets retning passer nøjagtigt med 0º nord. Vi kan derefter tegne en ret linje i retningen 60º, OG som går igennem fyret. Vi ved nu, at vi må befinde os et sted på denne linje.
Vi kan også se fyret Santa Barbara Island Light FL5s. Vi placerer igen kompasset mod nord, og aflæser det til 325º. Vi lægger nu igen vores kompas på søkortet, sådan at kompasset er parallelt med 0º, og tegner en ret linje, der har retningen 325º, OG som går igennem fyret. Vi befinder os altså også på denne linje. Da vi nu ved at vi befinder os et sted på begge de to linjer, må vores position være i linjernes skæringspunkt.
Nu kan skibets position aflæses langs kanten i søkortet. Som det ses på billedet, kan de to koordinater aflæses (de røde streger), og positionen kan angives til at være omkring 33º16' N, 118º51' V.
Hvor er skibet nu?
Du er nu sejlet lidt videre mod nord, og skal selv prøve at markere og aflæse din position på søkortet i din skibslogbog.
Denne gang måler du følgende to vinkler med dit kompas:
- Vinklen mellem nord og retningen mod fyret Santa Cataline Island West End Light FL6s måler du til at være 135º.
- Vinklen mellem nord og retningen mod fyret Santa Barbara Island Light FL5s måler du til at være 245º.
Disse oplysninger skal du bruge for at undersøge din nye position:
- Indtegn de to rette linjer på søkortet i skibslogbogen ved hjælp af vinkelmåler og gerne kompas.
- Marker skæringspunket.
- Aflæs din position i længdegrader og breddegrader, og noter den i din skibslogbog.
Du har nu styr på at navigere dit skib ved hjælp af kompas og søkort! Sejt!
Tryk videre for at sejle skibet sikkert mod havnen.