Penge
Hvorfor er det vigtigt at have forståelse for penge?
Børn i dag
I dag eksisterer penge primært elektronisk. Mange børn oplever derfor ikke, hvordan det føles at bruge rigtige mønster og sedler. Når penge kun er digitale, mister børn nogle af de vigtige konkrete erfaringer, som hjælper forståelsen af matematik.
Penge gør matematik konkret
At bruge, tælle og veksle kontanter giver børn en praktisk og konkret forståelse af tal og sammenhænge. Uden de oplevelser kan det være sværere at forstå eksempelvis:
- At talsymboler repræsenterer en bestemt mængde.
- Hvordan positionssystemet hænger sammen (enere, tiere, hundreder, tusinder, osv).
- Forhold mellem størrelser (f.eks. 75 kr i forhold til 50 kr).
- Plus og minus, som øves når man handler med kontanter.
- Penges værdi: 200 kr på et kort føles ikke som "rigtige penge".
- Overslagsregning, procent og renter.
- Matematik i hverdagen: Penge var tidligere en naturlig bro mellem matematik og hverdag.
Hvad kan du gøre hjemme?
Du kan gøre penge konkrete igen ved at huske de fysiske kontanter og ved at tale om penge i konkrete sammenhænge. Du kan også vise dit barn hvordan kontanter og elektroniske penge handler om det samme - for eksempel:
- Leg med kontanter: Brug legetøjspenge eller gamle mønter/sedler til at “købe og sælge” ting derhjemme.
- Loppemarked: Lad barnet styre betalingen og byttepengene.
- Matador: Lad dit barn være bank i spillet Matador.
- Sparegris: Giv kontanter til sparegrisen, så dit barn kan opleve pengene “vokse”.
- Tæl mønter: Hav en pung med mønter, som dit barn må tælle.
- Indkøb: Tal om hvad varer koster, sammenlign priser, tal om prioriteringer eller giv dit barn et lille budget at handle for.
- Lommepenge: Giv et fast beløb og hjælp med at lægge en plan med lommepengene.
- Lav et regneark sammen: Vis hvordan man kan holde styr på saldo, indtægter og udgifter - måske over lommepengene?
- Digitale penge: Vis hvordan Mobile Pay og din bankapp virker og brug kontanter til at illustrere overførslerne.
- Tal om dine penge: Hvor kommer pengene fra og hvordan prioriterer du at bruge dem?
Har du et ældre barn, kan du få flere ideer til at involvere dit barn i penge og økonomi under forældresiden Hverdag (nederst).
Du kan også finde mere information om privatøkonomi (som lønsedler og budgetter) under temaet Styr på penge.
God fornøjelse!