Mad til tiden

Du er blevet ansat til at lave mad til et arrangement, hvor der kommer 20 mennesker. Det er brunch du skal lave, og maden skal være klar til klokken 10. Værterne for arrangementet har ønsket, at der skal være:

  • Boller
  • Røræg
  • Bacon
  • Frugt
  • Portionsanrettet yoghurt med honning og müsli
  • Pandekager
  • Pålæg

Det er vigtigt, at maden er så frisklavet som muligt, når gæsterne skal spise klokken 10. Hvornår skal du gå i gang med hvad, for at det hele kan passe sammen?

Hvad skal laves hvor?

Først finder du ud af, hvad der skal laves i ovn, på komfur, og hvad der skal laves på køkkenbordet. På komfuret skal du lave røræg og pandekager. Du vælger at lave bacon i ovnen, og bollerne skal også bages i ovnen. På køkkenbordet skal der skæres og anrettes frugt og pålæg, og der skal hældes yoghurt i små skåle eller glas. Dej til boller og pandekager laver du dagen i forvejen, og stiller i køleskabet.

Tidsplan for ovnen

I ovnen skal der laves bacon og boller. Bacon skal være sprødt når det serveres, og bollerne må gerne været afkølede. Når planen lægges, regner vi baglæns fra klokken 10. Vi starter derfor med at finde ud af, hvornår du skal sætte bacon i ovnen.

Du er nødt til at lave bacon af to omgange, og hver tager 15 minutter. Du skal derfor have anden omgang bacon i ovnen kl 9.45, og første omgang skal i ovnen 9.30. Nu ved du altså, at bollerne skal være færdige kl 9.30.

Også bollerne skal bages af to omgange, der hver tager 15-20 minutter. For at være sikker på, at der er nok tid, påregner du 40 minutter i alt til de to hold boller. 40 minutter før kl 9.30 er kl 8.50, så det er her du skal sætte første hold boller i ovnen. Bollerne skal nå at hæve mindst 30 minutter på pladen, inden de bages, så de skal være lagt på senest klokken 8.20. Det tager lang tid at sætte så mange boller på en plade, så du går i gang med dette klokken 8. 

Tidsplan for komfuret

Du vurderer, at det er vigtigst, at røræggene er helt frisklavede ved servering, pandekagerne kan godt stå med sølvpapir over. Derfor laver du røræg først, som tager cirka 15 minutter på komfuret. De skal altså i gang kl 9.45, lige efter du har sat andet hold bacon i ovnen. 

Pandekager til 20 mennesker tager lang tid at lave, så du beregner 45 minutters stegetid. Det betyder, at du skal i gang med det klokken 9.

Tidsplan for køkkenbordet

Man skal huske ikke at planlægge ting oven i hinanden, der kræver ens fulde opmærksomhed. Røræg skal der røres meget i, så du planlægger ikke at lave andet, imens du laver røræg. Du vurderer derimod, at du godt kan lave andre ting, mens pandekagerne steger. I løbet af de 45 minutter, du steger pandekager, planlægger du derfor at skære frugt, anrette pålæg, og hælde yoghurt og honning op i små glas. Müslien drysser du over som det aller sidste, inden serveringen. 

Samlet tidsplan

For at have et overblik, laver du en samlet tidsplan som et skema:

Tid Ovn Komfur Køkkenbord
Dagen inden     Dej til boller og pandekager
08:00     Boller lægges på bageplader
08:20 Ovnen tændes   Boller stilles til hævning
08:50 Første hold boller sættes i ovnen    
09:00   Stegning af pandekager begynder Anrette pålæg
09:10 Andet hold boller sættes i ovnen   Skære frugt
09:30 Første hold bacon sættes i ovnen   Hælde yoghurt og müsli i glas
09:45 Andet hold bacon sættes i ovnen Røræg laves  
10:00     Müsli drysses på yoghurt
ALT ER FÆRDIGT OG KLAR TIL SERVERING

Prøv selv at lave en tidsplan for et måltid, hvor der skal laves mange forskellige ting til et bestemt tidspunkt. Du kan for eksempel planlægge:

  • Tortillapandekager med forskellige grøntsager, stegt kød eller falafler, nachos osv...
  • Burgere med pomfritter til 
  • En tre-retters menu med forret, hovedret og dessert
Har du et spørgsmål, du vil stille om Mad til tiden? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!