Hvordan måler man aktier?

Følgende afsnit er eksempler på indhold, der kan anvendes, når man beskæftiger sig med, vurderer og analyserer aktier, som de gør i virksomheden C WorldWide.

Hvad er et aktieindeks?

Et aktieindeks viser udviklingen af en samling af aktier. Der er mange forskellige aktieindeks, som kan vise udviklingen på forskellige dele af markedet.

Et af de vigtige aktieindeks i Danmark er OMX C25 indekset, der viser den gennemsnitlige udvikling for de 25 mest handlede aktier i Danmark. Det kaldes også C25(-indekset) og viser, hvordan værdien af de største danske aktier udvikler sig. Når C25 stiger, betyder det, at de fleste af de 25 mest handlede aktier i Danmark samlet set stiger i værdi. Når C25 falder, betyder det, at de fleste af de 25 mest handlede aktier i Danmark samlet set falder i værdi.

C25 er et markedsvægtet indeks. Det betyder, at større virksomheder påvirker indekset mere end mindre virksomheder pga. af deres markedsværdi. C25 startede i 1989. Dengang bestod det af de 20 største og mest handlede aktier, og værdien blev sat til 100 ved start. I dag indeholder indekset de 25 mest handlede og likvide (let omsættelige) aktier i Danmark.

Grafen viser udviklingen i OMX C25-indekset fra 2017 til marts 2026.

Nøgletal

Der kan være mange ting at forholde sig til, når man skal finde ud af, hvilke aktier, man vil investere i, og der kan være mange gode grunde til, at man investerer i en bestemt aktie. Når man vil forstå en virksomhed, er der en række nøgletal, man kan undersøge for at få et overblik over selskabet økonomi og om markedets forventninger til selskabet.

EPS (Earning per share)

Nøgletallet EPS dækker over, hvor meget selskabet tjener pr. aktie. Det viser, om selskabet kan skabe værdi og dermed, om det vil skabe værdi for dig, hvis du investerer i selskabet.

P/E (Price/Earning)

Et populært nøgletal er P/E-værdien. Dette tal angiver, hvor meget man betaler (investerer) for at få 1 kr. af selskabets overskud. Dette udregnes som prisen på aktien ift. selskabets indtjening pr. aktie (EPS). Når P/E f.eks. er 5, betyder det, at du betaler 5 kroner for hver krone selskabet tjener. Når P/E er 35, betyder det, at du betaler 35 kroner for hver krone selskabet tjener.

Jo større P/E, jo dyrere er aktien, men samtidig viser en høj P/E også, at markedet forventer høj vækst fremadrettet.

Der findes andre nøgletal, som f.eks. kan fortælle noget om, hvor effektivt selskabet er og om selskabets gæld og finansielle styrke.

Har du et spørgsmål, du vil stille om Vurdering af aktier? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!