Planeterne i vores solsystem

I vores solsystem har vi otte planeter, der kredser om Solen. Vi har Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Her på Jorden er vi ikke vant til at snakke om afstande, der er større end et par tusind kilometer. I rummet arbejder man med svimlende store afstande, for eksempel er Solen cirka 150.000.000 km fra Jorden. Men hvor meget fylder planeterne i solsystemet? Vi har regnet på hvor meget plads man skal bruge, hvis man skal sætte alle planeter i solsystemet op på en række. Det viser sig, at alle yderligere planeter kan være mellem Jorden og Månen!

Sådan har vi regnet det ud

Den gennemsnitlige afstand mellem Jorden og Månen er 384.405km. Diametre for alle planeterne kan ses i tabellen:

Planet Diameter i km
Merkur 4.879
Venus 12.104
Jorden 12.742
Mars 6.779
Jupiter 139.820
Saturn 116.460
Uranus 50.724
Neptun 49.244

Når vi har alle planeternes diametre, er det bare at lægge dem sammen (udover Jordens):

$$ (4879+12104+6779+139820+116460+50724+49244)\mathrm{km} $$

$$ =380010\mathrm{km} $$

Vi kommer frem til, at de syv planeter sat op på række vil fylde 380.010 km. Det er mindre end de 384.405 km, der er mellem Jorden og Månen, og der er altså plads til alle yderligere planeter imellem Jorden og Månen.

Hvordan måler man planeters størrelse?

Der findes flere måder at måle størrelsen af en planet. Den mest almindelige måde er ved at måle dens størrelse på himlen, set fra Jorden. Det kan gøres meget nøjagtigt med et teleskop. Hvis man ved hvor langt væk planeten er, kan man regne på en cirkel, der har Jorden i centrum, og radius er afstanden til planeten, der måles på. Diameteren kan nu findes ved at finde længden af den del af cirkelbuen, planeten udgør. 

Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!