Eurovision 2021

Den 20. maj 2021 skal Danmark deltage i den anden semifinale til den store Eurovision Song Contest, der løber af stablen lørdag den 22. maj. I år bliver Danmark repræsenteret af Fyr og Flamme, der synger sangen “Øve os på hinanden” på dansk. Men hvor gode er vores chancer for at komme videre til finalen? Og hvis vi så kommer videre til finalen, hvor gode er vores chancer så for at vinde? Vi har regnet på chancerne for at komme videre og vinde, når man synger på sit eget sprog til Eurovision.

Chancen for at komme videre til finalen

Der er så mange lande der deltager til Eurovision, at der bliver afholdt to semifinaler inden den store finale, for at se hvem der kvalificerer sig til finalen. Den første semifinale er afholdt den 18. maj med 16 deltagere og 10 der går videre, og Danmark deltager i den anden, hvor der er 17 deltagere og 10 der går videre, der bliver afholdt den 20. maj. 6 lande er allerede sikret pladser til finalen.

I den første semifinale var der bare to lande ud af de 16, der sang på et andet sprog end engelsk. De to lande var Rusland og Ukraine, der begge gik videre til finalen. Fordelingen af hvor mange lande der er gået videre, og hvilket sprog de sang på, kan ses her:

1. Semifinale Videre til finale Ikke videre til finale
Synger på engelsk 8 6
Synger på et andet sprog 2 0

Man kunne altså sige, at der er 100% succesrate på at gå videre, når man synger på et andet sprog end engelsk til semifinalen. Man kunne også se på, at 2 ud af 10 finalister synger på et andet sprog, og at det sandsynligvis vil være den samme andel fra den anden semifinale. Vi regner videre på det sidste scenarie. Hvis det passer på anden semifinale, vil fordelingen se således ud:

2. Semifinale (mulig fordeling) Videre til finale Ikke videre til finale
Synger på engelsk 8 5
Synger på et andet sprog 2 2

I dette scenarie har Danmark altså 50% chance for at gå videre til den store finale!

Chancen for at vinde Eurovision

Når man ser på vinderne fra tidligere år, har klart flest af sangene været sunget på engelsk. Det næstmest vindende sprog er fransk, som også har en del vindersange. Fordelingen af de 62 vindersange der har været er:

Engelsk Fransk Andre sprog
28 14 20
45% 22,5% 32,5%

Ud af de 56 sprog, der har stillet op til Eurovision gennem tiden, er det faktisk kun sange på 13 af sprogene, der har vundet. Dansk er heldigvis ét af de vindende sprog, med sangen “Dansevise” i 1963. 

Af de 26 deltagere, der får lov at være med i den store finale, er der indtil videre ét land, der stiller op med en fransk sang, nemlig Frankrig. Der er dog mulighed for endnu en fransk sang, hvis Schweiz kommer videre fra den anden semifinale. 

Vi regner videre på scenariet hvor Danmark og Schweiz kommer videre fra den anden semifinale. I det tilfælde vil der være 19 sange på engelsk, 2 sange på fransk og 5 sange på andre sprog. Der vil altså være 32,5% chance for, at en af de 5 sange på andre sprog end engelsk og fransk vinder. Vi kan regne ud, hvad chancen er for at vinde, hvis vi kommer til finalen:

$$ P_{DK vinder} = 0.325 \cdot 0.2 = 0.065 = 6.5\% $$

Hvis Danmark først kommer til finalen, estimerer vi, at der vil være 6,5% chance for at vinde. Hvis alle lande havde lige stor sandsynlighed for at vinde, ville sandsynligheden være:

$$ \frac{1}{26} = 0.038 = 3.8\% $$

Det ser altså ud til, at vi har en bedre vinderchance, end hvis man blot trak en tilfældig vinder. Men hvad er så sandsynligheden for, at vi både kommer videre til den store finale, og derefter vinder det hele? Så skal vi gange resultatet fra før med \( \frac{1}{2} \):

$$ P_{finale+vinde} = 0.065 \cdot 0.5 = 0.0325 = 3.25\% $$

Det ser altså ud til, at Danmarks chance for at vinde ligger omkring 3,25%. 

I beregningerne har vi gjort en masse antagelser, så der er stor usikkerhed om resultatet, men vi hepper i hvert fald på en dansk sejr til Eurovision!

Kilder

https://eurovision.tv/ 

https://www.yellowfinbi.com/blog/2015/05/yfcommunitynews-data-visualization-exposes-success-by-language-at-eurovision-194691 

Har du et spørgsmål, du vil stille om Eurovision 2021? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!