Jordbær og dansk sommer

Dansk sommer er ensbetydende med jordbær. Især når sommeren er så varm, som den vi oplever lige nu. Men måske skal du skynde dig at smutte forbi dit nærmeste supermarked eller den nærmeste gårdbutik inden årets høst slipper op. Netop varmen, der har forøget vores jordbærsult, har også betydet, at jordbærsæsonen bliver kortere i år end den plejer.

Vi spiser mere og mere af den lille røde plante. Ifølge Politiken og Danmarks Statistik er danskernes forbrug af jordbær mere end fordoblet i løbet af de seneste 15 år. Ifølge artiklen bruger en gennemsnitlig dansk familie 195 kr. på jordbær om året. Men hvor mange jordbær svarer det til per person?
Det har vi i Matematikcenter regnet på. Baseret på gennemsnitsprisen for en bakke jordbær, familiestørrelser og indbyggertal er vi kommet frem til, at en gennemsnitlig person i Danmark spiser 2,6 kg jordbær, hvilket svarer til 173 jordbær om året.
Det lyder jo ikke af så meget! Og synes du, at det er alt for lidt, så må du bare i gang med at spise nogle flere. Mangler du en ekstra undskyldning for at snuppe et jordbær, så kan du tilføje til listen, at jordbær også er sunde.


God appetit og god sommer.

Sådan har vi regnet det

I 2015 brugte den gennemsnitlige danske familie 195 kr. om året på jordbær. Detailprisen for en bakke jordbær er omkring 20 kr. fyens Det vil altså sige, at en familie køber 10 bakker. Det lyder ikke af meget, men noget af dette ligger i Danmarks Statistiks definition af en familie: ”En familie består af en eller flere personer, der bor på den samme adresse og har visse indbyrdes relationer.”. En person, der bor alene kan altså sagtens anses som en familie. For at bestemme jordbærindtaget per person er vi altså nødt til at bestemme den gennemsnitlige familiestørrelse.
Ifølge statistikbanken var der i 2015 2,95 mio. familier. Samtidigt var der 5,68 mio. mennesker i Danmark. Dette kan anvendes til at udregne størrelsen på en gennemsnitsfamilie anvendt af Danmarks Statistik til deres beregninger:
$$
\frac{5{,}68}{2{,}95} = 1{,}92
$$
En gennemsnitsfamilie består ifølge Danmarks Statistik altså af 1,92 personer.

Nu kan vi så på baggrund af det udregne hvor mange bakker jordbær en person spiser ved at dividere antallet af bakker en familie spiser med antallet af personer i familien.
$$
\frac{10}{1{,}92} = 5{,}21
$$
En person spiser således i gennemsnit 5,21 bakker jordbær om året. I en bakke jordbær er der 500 g. Så en person spiser altså: \( 5{,}21\cdot 500\, \mathrm{g} = 2,6\, \mathrm{kg} \) jordbær om året.

Et mellemstort jordbær vejer 15 g. Vi kan nu udregne, hvor mange jordbær en person spiser i løbet af en typisk dansk sommer.
$$
\frac{2600}{15} = 173{,}33
$$

Har du et spørgsmål, du vil stille om Sommer og jordbær? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!