FrivilligFredag 2022

Den 30. september er det FrivilligFredag - en dag, der handler om at fejre frivilligheden, og sige tak til de mange frivillige i Danmark. Matematikcenter kunne ikke eksistere uden vores 90 frivillige, så dagen skal selvfølgelig også markeres hos os. For selvom de udgør en ganske lille del af alle Danmarks frivillige, er deres indsats så stor, at den kan mærkes hos unge i hele landet.

"Jeg får hjælp og kan mærke de frivillige er utrolig engagerede og søde til at uddybe" - citat fra elev i Matematikcenters evaluering 2022.


Billede fra Matematikcenters eksamenscafé i København i foråret 2022.

Det anslås, at omkring 40% af den danske befolkning laver frivilligt arbejde. Det er et tal, der har ligget nogenlunde stabilt i mange år nu. Der bor 5,8 millioner mennesker i Danmark. Det vil sige, at det samlede antal frivillige er i omegnen af \(5800000 \cdot 0{,}4 = 2300000\) frivillige i Danmark. I Matematikcenter har vi 90 frivillige, dvs. de udgør:

$$\frac{90}{2300000} \cdot 100\% = 0{,}004\%. $$

Matematikcenters frivillige udgør 0,004% af alle de frivillige, vi har i Danmark. Og vi er stolte af, at vi med denne lille andel af frivillige i Danmark, kan tilbyde gratis lektiehjælp i matematik i hele landet.

"Ja 100%. De er ualmindeligt rare at få hjælp af, jeg ser frem til at komme ned i lektiecaféen HVER uge! Specielt hjælperene dernede burde få en ekstra stor ros. De lærer utroligt godt fra sig, jeg kommer hjem hver gang med en "a ha, nu forstår jeg det"-følelse." - citat fra elev i Matematikcenters evaluering 2022, som svar på spørgsmålet "ville du anbefale Matematikcenter til andre?"

Matematikcenters frivillige er højere end de højeste bygninger i Danmark

Hvis alle Matematikcenters frivillige stillede sig op ovenpå hinanden, ville de være højere end alle Danmarks højeste bygninger. Gennemsnitshøjden for en dansk kvinde er 167,2 cm, og for en dansk mand er det 181,4 cm. Tager vi gennemsnittet af de to, får vi:

$$ \frac{167{,}2 \mathrm{cm}+181{,}4 \mathrm{cm}}{2} = 174{,}3 \mathrm{cm}.$$

Nu kan vi tage denne gennemsnitshøjde, og gange den med antallet af frivillige i Matematikcenter. 

$$174{,}3 \mathrm{cm} \cdot 90 = 15687 \mathrm{cm} = 156{,}9 \mathrm{m}.$$

Alle Matematikcenters frivillige kan altså nå næste 157 meter op i luften. Nedenfor har vi samlet nogle af de højeste bygninger forskellige steder i Danmark:

Bygning Højde (meter)
Lighthouse, Århus (højeste bygning i DK) 146
Herlev Hospital, Herlev 120
Domus Vista, Frederiksberg (København) 102
City Tower, Århus 94
Alsik, Sønderborg 70
Papirtårnet, Silkeborg 70

"Vejlederne har en stor og faglig viden indenfor matematik, så der er altid mulighed for at få hjælp. De er pædagogiske og sikre sig at de får forenklet stoffet så det er lettere for den enkelte at forstå." - citat fra elev i Matematikcenters evaluering 2022.

Hvis de 90 frivillige derimod stillede sig op i en stor rundkreds, og holdt hinanden i hænderne med udstrakte arme, ville det også kræve god plads. Man kan som tommelfingerregel regne med, at et menneske har lige så langt fra venstre fingerspidser til højre fingerspidser, som de er høje. Derfor kan vi også bruge de 157 meter til at bestemme diameteren af cirklen, hvis de stillede sig op med hinanden i hænderne:

$$ O = d \cdot \pi \Leftrightarrow d = \frac{O}{\pi} = \frac{157 \mathrm{m}}{\pi} = 50 \mathrm{m}. $$

De kunne altså lave en cirkel med diameter 50 meter. Til sammenligning er skovtårnet ved Haslev 28 meter i toppen og bunden, mens det på det smalleste sted i midten har en diameter på 14 meter. 

"File:Skovtornet 01.jpg" af News Oresund er licenseret under CC BY 2.0.

Uden frivillige kunne Matematikcenter ikke eksistere, og derfor markerer vi også FrivilligFredag 2022 med et kæmpe tak til vores frivillige i hele landet.


Kirsten er frivillig i Matematikcenter, og har hjulpet rigtig mange elever både i lektiecaféer, eksamenscaféer og på webmatlive.dk i sine fem år som frivillig lektiehjælper.

Har du et spørgsmål, du vil stille om FrivilligFredag 2022? Skriv det i Webmatematiks forum!
Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!