Prisen på en valgkampagne i USA

Til valget i USA 2020 er der blevet brugt rekord mange penge, faktisk dobbelt så mange som i 2016. Den totale sum brugt på valgkampagner i 2020 estimeres til at være intet mindre end 14 milliarder amerikanske dollars. Med en kurs på 6,36 kroner på 1 dollar svarer det til omkring 89 milliarder kroner! Valgkampagnerne er meget vigtige i USA, og er i høj grad med til at bestemme, hvem der bliver valgt til præsident. Men hvad kunne man ellers have brugt de penge på?

Lad os for eksempel se, hvor mange burgere man kunne lave for dette beløb. En pakke med 6 burgerboller koster 12 kroner i Netto. For at finde prisen på en burgerbolle skal vi altså bare dividere prisen med antallet af burgerboller:

$$ \frac{12 \mathrm{kr}}{6}=2\mathrm{kr} $$

Et salathoved kan købes for 10 kroner, og det rækker til omkring 10 burgere. Prisen for salat i en enkelt burger bliver:

$$ \frac{10 \mathrm{kr}}{10}=1\mathrm{kr} $$

Hvis vi skal have tomat i, kan vi købe en stor, økologisk tomat for 4,5kr. En stor tomat rækker cirka til 3 burgere:

$$ \frac{4,5 \mathrm{kr}}{3}=1,5\mathrm{kr} $$

Der skal selvfølgelig også en bøf i vores burger. 1kg hakket oksekød kan købes for 60 kroner, og det kan man lave 8 bøffer af:

$$ \frac{60 \mathrm{kr}}{8}=7,5\mathrm{kr} $$

Man kan købe en flaske Heinz ketchup med 1 kg i for 40 kroner. Vi estimerer, at man bruger cirka 15 gram ketchup pr. burger:

$$ \frac{40 \mathrm{kr}\cdot 1000 \mathrm{g}}{15 \mathrm{g}}=0,6\mathrm{kr} $$

Lad os bare stoppe her, og antage, at smør til stegning og eventuelt andet tilbehør tilsammen koster 2 kr. Lægger vi det hele sammen får vi, hvor meget det koster, at lave én burger:

$$2+1+1,5+7,5+0,6+2=14,6 \mathrm{kr} $$

Det koster 14 kroner og 60 øre at lave en burger. Mange af størrelserne har vi været nødt til at estimere undervejs, men vi må regne med, at vi har ramt nogenlunde prisen på at lave en burger. Vi kan allerede nu se, at vi nok kan lave ret mange burgere for prisen på valgkampen. Men for at finde ud af det, dividerer vi valgkampsprisen med prisen på en burger:

$$ \frac{89.000.000.000 \mathrm{kr}}{14,6 \mathrm{kr}} = 6,1  \text{milliarder burgere} $$

Vi kan lave mere end 6 milliarder burgere! Hvis du ikke helt har begreb om, hvor stort et tal en milliard egentlig er, kan du tænke på det på den her måde: 1 millon sekunder svarer til lidt over halvanden uge. 1 milliard sekunder svarer til næsten 32 år! Regn eventuelt selv dette efter. Hvis du spiste en burger i sekundet, ville det altså stadig tage dig næsten 200 år at spise alle de burgere. 

Hvis vi i stedet for at lade en person spise alle burgerne, delte lidt ud, hvordan ville det så se ud? Ifølge Danmarks statistik er befolkningstallet i Danmark lige nu 5.822.763 mennesker. Lad os se, hvor mange burgere der ville være til hver, hvis vi delte ud af dem til hele landet:

$$ \frac{6.100.000.000}{5.8227.63} = 1047 \text{burgere} $$

Der ville være 1047 burgere til alle indbyggere i Danmark. I USA er de 328 indbyggere, så de ville stadig kunne få 18 og en halv burger hver.

Hvis vi skal sætte det i perspektiv til nogle lidt dyrere ting, kunne vi købe 6,6 millioner MacBook Pros (mere end nok til at alle i Danmark kunne få en), 25440 af den dyreste BMW der findes, 20 millioner par Gucci sneakers, 178 passagerfly eller 120 F-35A fly.

Man kommer altså ikke billigt til jobbet som USAs præsident.

Har du en kommentar til indholdet på denne side? Send os en mail!